Organisering og rammer
Vi er opdelt i tre afdelinger:
Indskolingen = 0.-5. klasse
Udskolingen = 6.-9. klasse
Gruppeordningen (Villaen) = 6.- 9. klasse (se beskrivelse under fanebladet “Om skolen + gruppeordning – Villaen”)
Alle lærere arbejder i årgangsteams, der består af mellem 3 og 7 medarbejdere. I 0.-3. klasse deltager klassepædagogerne på alle teammøder.
For at sikre sammenhæng på tværs af årgangene, arbejder lærerne ligeledes i fagteams, således at den røde tråd i fagene styrkes.
Eleverne holder til i såkaldte "hjemområder", som består af to, tre eller 4 klasselokaler, køkken og et stort fælles område, hvor de har fællessamlinger og hvor eleverne kan arbejde.
0.-1. årgang bor i indskolingshuset
2.-3. årgang bor i syd-bygningen
4.-5. årgang bor i nord-bygningen
6.-9. bor i hovedbygningen, hvor størstedelen af vores faglokaler også er at finde.
Herudover har vi også et musikhus, som vi flittigt udlåner til Musikskolen, en teatersal og Maglegårdshallen.
Læs om skolens fritidstilbud (GFO og Klub) i den særskilte fane ”Efter skoletid”.
Vi vægter arbejdet med elevernes trivsel meget højt
Skolen har en høj trivsel, som fremgår af den nationale trivselsmåling. I vores trivselsarbejde har vi stort fokus på sociale tiltag - og vi arbejder ud fra et mindset om, at trivsel kommer forud for læring. Det skal både være rart at være og at lære!
Derudover er vi optaget af kommunens nyeste vision Vision for skole, der handler om:
“Dannelse til livet og Verden”
Ud over at være en del af en klasse, er man også en del af en årgang, og vi går op i, at man har en fællesskabs-følelse af både at være en del af en klasse, en årgang, en afdeling OG en del af det store fællesskab, hvor man kan samarbejde på tværs af klasserne.
For at vores elever oplever at være en del af det større fællesskab vil vi i skoleåret 25/26 styrke vores morgensang ved at samle hele skolen i Hallen, afdelingerne i Messiaskirken og et par årgange i musikhuset.
Vi har venskabsklasser for 0. årgang og 3. årgang, 1. årgang og 4. årgang, 2. årgang og 5. årgang. Det betyder, at klasserne laver nogle aktiviteter sammen med henblik på, at man som ny børnehaveklasseelev kender nogle af “de store” fra 3.
Maglebarnet
På Maglegårdsskolen er vi optaget af den pædagogiske/etiske dialog om, hvilke kvalifikationer vi ønsker os, at MAGLEBARNET skal besidde, både som elever her og nu, men også som mennesker i den fremtid, der helt sikkert vil stille store krav til alles evne til at samarbejde og kombinere viden på tværs af fagområder. Skolebestyrelsen, medarbejderne og eleverne er inddraget i arbejdet med denne fremtidssikring af elevernes dannelse og uddannelse. Se i øvrigt afsnittet om Maglebarnet.
Maglebarnet har sit eget faneblad her på hjemmesiden, hvis du vil vide mere.
Compassionate Systems Framework (CSF)
Som et grundlæggende fundament for, hvad vi ønsker, der skal kendetegne et Maglebarn, arbejder vi med Compassionate Systems Framework (CSF). Nogle medarbejdere og ledere er certificeret ved MIT-Boston til arbejdet med CSF, som indebærer, at vores elever kommer til at arbejde med 3 delelementer:
• En grundlæggende viden om sig selv og ens behov
• En grundlæggende viden om ens præferencer og kompetencer i samspillet med andre i teams og andre samarbejdsrelationer.
• Et grundlæggende kendskab til en række systemiske analysemodeller, der giver eleverne, styrkede muligheder for at analysere, gennemskue og navigere i komplekse sammenhænge.
I undervisningen inddrager vi eksterne læringsrum, som ligger i gåafstand, fx skolens egne udendørsarealer, Kulturskolerne, Byens Hus, Charlottenlund Skov og Charlottenlund Fort.
Rettighedsskole
I 2017 blev Maglegårdsskolen certificeret til Unicef-rettighedsskole. At være rettighedsskole medfører at børnene:
• Kender deres rettigheder og har handlekompetence til at omsætte deres viden om disse rettigheder til deres egen hverdag på skolen.
• Har sikker viden om, hvor de kan få hjælp, hvis de, eller børn de kender, får brug for det.
• Oplever at blive lyttet respektfuldt til at skolens voksne.
• Oplever og føler sig inddragede i skolens beslutninger, når det vedrører deres skoleliv.
Stærke traditioner
Vi har stærke traditioner på Maglegårdsskolen, både ifm højtider men også temadage og –uger, fx. Magledag og -aften i sensommeren, temauge i efteråret og Magleuge i foråret. I foråret har vi desuden en fredag, hvor forældrene ”passer” børnene, så hele personalet kan uddanne sig; alt sammen så vores elever lærer en masse og så de oplever sig som en del af Maglegårdsskolens store fællesskab.
Styrket forældresamarbejde
Maglegårdsskolen har sammen med Tranegårdsskolen og Tværgående Ungeindsatser i Gentofte kommune været drivkraften i et projekt “Styrket forældresamarbejde” sammen med Red Barnet, hvor vi har afprøvet og udviklet et materiale, der skal styrke forældresamarbejdet fra 0.-9. klasse.
Vi har en stærk forældrekultur på Maglegårdsskolen, og vi har i forvejen gode erfaringer med at involvere forældrerepræsentanterne i fx forældremøderne, som vi har to af hvert år. Fra og med dette skoleår (2025-26) vil materialet blive anvendt på begge forældremøder på alle årgange – med det formål at styrke samarbejdet forældrene imellem og mellem skole og hjem.
Udover dette afholdes to møder årligt for forældrerepræsentanterne, hvor de dels bliver inddraget i skolens pædagogiske indsatser, dels har mulighed for at komme med ideer og spørgsmål.
Vi har desuden igennem hele skoleforløbet 2 årlige skolehjemsamtaler. Eleverne involveres mere i samtalerne jo ældre de er.
Hjemmearbejde
På Maglegårdsskolen bruger vi hjemmearbejde, og vi er optaget af, at det, vi giver eleverne for, både har en effekt ift. læring og automatisering, men også af, at eleverne lærer at kunne fordybe sig i en læringsproces derhjemme, hvor der kan være en masse distraktioner. Det er vigtigt at de lærer det!
Når eleverne får hjemmearbejde for, er det aldrig nyt stof, som de skal lære, men opgaver, der skal laves færdige, afleveres eller noget fra undervisningen der skal repeteres. Derudover har vi en forventning om, at eleverne læser i deres frilæsningsbog hjemme hver dag - og at dette understøttes af forældrene.
Mobilfri
Maglegårdsskolen er mobilfri; både i skole og fritid. Det betyder, at eleverne afleverer deres telefon, når de møder i skole og får den tilbage, når de får fri.
Fællesskabscenteret
Vi har for nyligt etableret et Fællesskabscenter, hvor vi har en ressourcekoordinator samt 5 inklusionslærere og -pædagoger tilknyttet. De støtter både op om de elever, der er visiteret til støttetimer (og et udvidet samarbejde med forældrene) OG om læringsmiljøet i alle vores klasser. Fællesskabscenteret medvirker desuden til at sikre, at vores ressourcer bliver brugt optimalt, og at vi løbende kompetenceudvikler vores medarbejdere.
Frikvarterer
Alle elever holder frikvarterer udenfor. Fra 7. klasse må eleverne gå ud af skolen med forældrenes tilladelse.
Vi har et stort udeareal, så vi har delt det op i en masse mindre uderum med mindre boldbaner og legeområder for de forskellige årgange. Vi har gårdvagter i alle områder, og medarbejdere fra vores Fællesskabscenter er ligeledes jævnligt med i frikvartererne hos de elever, der har brug for en hjælpende hånd.