Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Gruppeordning - Villaen

Målgruppe 

Gruppeordningen på Maglegårdsskolen er et af Gentofte Kommunes tilbud til elever, som befinder sig i en sårbar position. Gruppeordningen rummer børn og unge fra 6.-9. klasse. 

En gruppeordning er et specialpædagogisk tilbud, som er fysisk placeret på en folkeskole eller i andre almene skolemiljøer (fx ungdomsskoler). Denne placering giver mulighed for, at barnet kan få en tilknytning til det almene skolemiljø, hvis det er meningsfuldt eller motiverende for det enkelte barn. Derudover er en gruppeordning et skærmet skoletilbud i den forstand, at der er små klasser, tydelige strukturer, en placering lidt væk fra det store fællesskab og dermed en generel reducering af stimuli. Der er altid to voksne til stede i klasserne. Samlet set give dette en forenklet skolehverdag, hvor børnene/de unge lettere kan bevare overblikket, og hvor de har gavn af en tættere støtte fra professionelle voksne. De vil blive støttet både fagligt, personligt og socialt. Klasserne er aldersintegrerede. Det vil sige, at der er børn eller unge fra 2-3 klassetrin i én klasse. 

I en gruppeordning skal man leve op til folkeskoleloven. Det betyder, at man bliver undervist i alle fag, og at man går til prøve, når man afslutter 8. og 9. klasse. 

Villaens børn og unge har det til fælles, at de har haft svært ved at etablere en regelmæssig og meningsfuld tilstedeværelse på den skole, som de har gået på forud for deres start hos os. Derfor har en stor del af Villaens børn og unge enten tilbragt meget af deres skoletid udenfor klasserummet eller oplevet skolevægring. De har på forskellig vis slået sig på skolen og befinder sig i en sårbar position på kanten af eller udenfor skolen og har brug for at vende tilbage til skolelivet i en skærmet ramme, som kan hjælpe til at give dem mod på læring, udvikling og samvær med jævnaldrende. 

Sårbarheden er et vigtigt fælles træk - anledningerne til denne sårbarhed kan variere. En stor del af vores børn og unge er diagnosticeret med neuropsykiatriske tilstande indenfor ad(h)d-spektret og/eller med udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. Ligeledes oplever mange af dem sanseforstyrrelser eller er på anden vis sensitive over for mange samtidige stimuli. I forlængelse af deres sårbarhed, har vi ingen børn og unge med udadreagerende adfærdsmønster. Samtidig er det børn og unge med store potentialer, og som er fulde af liv. Nogle af vores elever vil kunne vende helt eller delvist tilbage til den almene folkeskole efter en tid i Villaen, og andre vil opleve sig velplaceret og velfungerende ved at blive i den skærmede ramme i resten af deres skoletid. 

 

Placering

Villaen ligger i hjertet af Maglegårdsskolen. Her er gruppeordningen placeret for, at eleverne kan opnå deltagelsesmuligheder i hele skolens fællesskab. Det underbygges bl.a. ved fælles frikvarterer, brug af PLC, faglokaler, deltagelsesmuligheder i fællessamlinger, faglige forløb og skolens traditioner i det omfang, det er hensigtsmæssigt for vores børn og unge.

Gruppeordningen Villaen startede op oktober 2018, og gruppeordningen er normeret til 16 elever fra 6.-9.klasse. Normeringen er 7 voksne til 16 elever.

Personalegruppen består af pædagoger og lærere med en specialiseret viden og erfaring i forhold til elever med særlige behov. Der sker løbende en kompetenceudvikling og supervision af personalet, så de til enhver tid er kvalificeret til at møde gruppeordningens elever med de behov og udfordringer, de har.

Elever i (4.-)6.klasse har mulighed for at være tilmeldt skolens fritidscenter: Charlottenlund Fritidscenter, Ingeborgvej 3, 2920 Charlottenlund, https://www.charlottenlund-fc.dk/

Vi er i et tæt samarbejde med klubben, og personale fra gruppeordningen deltager i klubbens aktiviteter og ture, når vi har elever, hvor det er relevant. 

 

Menneskesyn

Vores menneskesyn bygger på, at alle er forskellige, har ressourcer og færdigheder, der er unikke og til gavn for fællesskabet. Forskellighed er en styrke.

Vi arbejder for at fremme udviklingen af læringsmiljøer, som er kendetegnet ved fællesskab, anerkendelse, deltagelse og stærke relationer. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og bestræber os på, at barnet udvikler sig personligt, fagligt og socialt, og at barnet oplever sig betydningsfuld i samspil med andre.

Vi tager udgangspunkt i, at alle børn gør det rigtige, hvis de kan. Barnet skal have en oplevelse af, at det aldrig er ’barnet, der er problemet, men problemet, der er problemet’, og at der kan være opretholdende faktorer, der knytter sig hertil. Derfor arbejder vi med de situationer, som gør, at barnet kan reagere uhensigtsmæssigt. Det kan både være i forhold til for høje krav og forventninger, sociale relationer, faglighed og fysiske rammer.

Børn er aktører og aktive medskabere af egen udvikling, egne livsvilkår og af de kontekster, som børnene befinder sig i. Derfor vil vi i alle læringssammenhænge arbejde på at skabe nye, positive historier sammen med den enkelte elev, som bidrager til at blive et dannet og livsdueligt menneske.

 

Læringsmiljøet – tid, sted og opgave

Vi tilbyder eleverne et trygt og udviklende læringsmiljø, som tager udgangspunkt i elevens faglige, sociale, personlige behov og potentialer. Eleverne får mulighed for læring i et roligt miljø og lavere tempo med mange gentagelser og forskellige måder at lære, træne og opnå ny viden samt færdigheder på. Fælles for alle elever er et behov for struktur, tydelighed og genkendelighed, hvor tid, sted og opgave” fremgår tydeligt i et time-, dag-, uge- og årsskema.

Der lægges vægt på projekt- og temaorienteret undervisning med mange praktiske elementer.

Undervisningen foregår i klassen på mindre hold og individuelt. Hver enkelt elev arbejder ud fra egne mål og handleplaner – fagligt såvel som personligt og socialt.

Læringssituationerne tilrettelægges ud fra den enkelte elevs forudsætninger og tager udgangspunkt i elevernes motivation, læringsstrategi og behov. Læringsmiljøet består af meningsfulde aktiviteter med relation til elevernes erfaringer og interesser. Målet med læringen er, at eleverne træner evner til samarbejde og mestrer faglige, personlige og sociale færdigheder. Derudover er målet, at eleverne udvikler fantasi og lyst til at lære og opnå tillid til egne handlemuligheder til at begå sig i deres omgivelser.

Eleverne i Villaen har brobygning ud til almen, hvor de blandt andet har tysk/fransk og fysik/kemi med andre elever fra Maglegårdsskolen. Derudover tages der individuelt hensyn til, hvis der er elever, som vil have glæde af at være en del af undervisningen i andre fag i en almenklasse.

 

Handleplan og evaluering

For hver elev udarbejdes der mål og handleplan, som ofte evalueres, justeres og bruges som et redskab til at tydeliggøre elevernes succeser og udviklingspotentialer. Handleplanerne bruges også aktivt i samarbejdet med forældrene.

Vi evaluerer løbende elevernes faglige, personlige og sociale progression og sikrer os, at vi har et godt og aktuelt kendskab til den enkelte elevs udvikling. Elevernes læringsforløb tilrettelægges, så de bedst muligt forberedes på at nå de af ministeriet fastsatte mål med undervisningen. Elevens faglige, personlige og sociale forudsætninger afgør, hvilke konkrete læringsmål der arbejdes med.

 

Samarbejde med forældrene

Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere og ressourcer. Det er forældrene, der kender deres børn bedst og åbenhed skaber forståelse. Derfor vægter vi et samarbejde, der baserer sig på gensidig information, og dialog mellem skole og hjem. Det er afgørende for at skabe trivsel og udvikling for eleven.

Vi tilbyder fælles faglige og sociale arrangementer for at styrke børn og forældres sammenhold og fællesskab. Udover to årlige forældremøder inviterer vi forældre til elever i gruppeordningen til individuelle handleplansmøder og skolehjemsamtaler i løbet af skoleåret.

Eleverne tildeles en kontaktlærer, der sikrer en endnu tættere dialog mellem skole og hjem.

 

Visitation

Visitering til gruppeordningen Villaen foregår gennem Skolevisitationen i Gentofte Kommune.

Alle elever visiteres på baggrund af en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) og en indstilling fra den skole, som barnet går på. Én gang årligt afholdes der et revisitationsmøde, hvor det vurderes, hvorvidt eleven fortsat profiterer af at være tilknyttet til tilbuddet.

 

Adresse

Villaen

Gruppeordningen på Maglegårdsskolen

Maglegård Skolevej 1

2900 Hellerup

Tlf. 39985600

Mail: maglegaardsskolen@gentofte.dk