Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udskolingsbeskrivelse MA

Vi vægter arbejdet med elevernes motivation utrolig højt. Skolen har en høj trivsel, som fremgår af den nationale trivselsmåling. I vores trivselsarbejde har vi stort fokus på sociale tiltag og trivsel kommer forud for læring – der kan ikke foregå læring uden trivslen er på plads (vores overbevisning). Vi inddrager eksterne læringsrum som ligger i gåafstand, fx skolens egne udendørsarealer, Kulturskolerne, Charlottenlund Skov og Charlottenlund Fort. 

Arbejdsformen er vekslende – gruppearbejde og selvstændigt arbejde som foregår i både klasselokalerne og på tværs i et stort fælles område (hjemområde).

På Maglegårdsskolen er vi meget optaget af den pædagogiske/etiske dialog om, hvilke kvalifikationer vi ønsker os, at vores elever skal besidde – både som elever her og nu men også som mennesker i den fremtid, der helt sikkert vil stille store krav til alles evne til at samarbejde og kombinere viden på tværs af fagområder. Skolebestyrelsen, medarbejderne og eleverne er inddraget i arbejdet med denne fremtidssikring elevernes dannelse og uddannelse.

Ud over at være en del af en klasse, så er man også en del af årgangen, og vi går meget op i, at man har en fællesskabsfølelse af at være en del af en klasse og en del af et større fællesskab, hvor man kan samarbejde på tværs af klasserne.

Som et grundlæggende fundament for, hvad vi ønsker, der skal kendetegne en Maglegårdselev, arbejder vi med Compassionate Systems Framework (CSF). 2 af vores lærere er certificeret ved MIT-Boston til arbejdet med CSF, som indebærer, at vores elever/børn kommer til at arbejde med 3 delelementer:

•    En grundlæggende viden om sig selv og ens behov
•    En grundlæggende viden om ens præferencer og kompetencer i samspillet med andre i teams og andre samarbejdsrelationer.
•    Et grundlæggende kendskab til en række systemiske analysemodeller, der giver eleverne, styrkede muligheder for at analysere, gennemskue og navigere i komplekse sammenhænge.

I forhold til variation og kreativitet i undervisningen inddrager vi forskellige kreative elementer – fx maling og grafisk design. De fleste lektioner er opbygget med et oplæg fra læreren, arbejde (individuelt eller i gruppe) og afslutningsvis en fælles opsamling. Generelt bruger vi mange forskellige aktiviteter i undervisningen – også her nyder vi godt af vores udendørsarealer.

Vi vægter elevernes mulighed for at vælge efter interesse højt og udbyder derfor 4 praksis-valgfag; håndværk/design, billedkunst, musik og madkundskab, som alle foregår i faglokaler med linjefagsuddannede faglærere. Derudover praktiserer vi undervisning på tværs af både fag og klasser, ligesom vi gør brug af aktiv elevinddragelse i forhold til undervisningen – hvad vil de gerne og hvad motiverer dem? Dette er også i forlængelse af vores titel som UNICEF-Rettighedsskole, hvor der tages afsæt i Børnekonventionen med fokus på elevinddragelse og børns rettigheder.

Vores projektarbejde foregår på tværs af årgangene, hvor eleverne arbejder med elever fra de andre klasser, så de styrker deres evner til at indgå i forskellige gruppesammensætninger. Vi har følgende projektforløb i udskolingen:

o    7. årgang: CRAFT
o    8. årgang: Virkelighedens skole
o    9. årgang: Innovative projektopgave

Derudover er udskolingseleverne ofte på ture ud af skolen og har dermed koblingen til det omkringliggende samfund. De har derfor en del ture til København (herunder flere forskellige museumsbesøg – særligt med historisk fokus), forløb hos LIFE i Lyngby, Forstbotanisk have, Charlottenlund Fort, Byens Hus, Øregård Museum, Øregårdsparken, Hovedbiblioteket, Kulturskolerne mm.

Da vi næsten er naboer til ”Udskolingen i Byens Hus” bruger vi huset rigtig meget - både til planlagte forløb og de forskellige lokaler i forbindelse med projektarbejde og særlige undervisningsforløb. Mange af vores medarbejdere har funktioner i huset hvilket giver os gode muligheder for at udnytte de mange muligheder, som huset indebærer.

Det er vigtigt for os, at vores udskolingselever stadig er en stor del af fællesskabet på tværs af hele skolen. Derfor dyrker vi også, at de store elever kan lære de små elever noget og omvendt.